Ukrudt er også blomster, når man lærer dem at kende

Ukrudt er også blomster, når man lærer dem at kende

Ukrudt er også blomster, når man lærer dem at kende

# Nyheder

Ukrudt er også blomster, når man lærer dem at kende

Forleden skulle jeg have gæster i forbindelse med indvielse af et havehus. Samtidig ville jeg gerne vise haven frem fra den bedste side, og havde planlagt at gå alle bedene igennem for ukrudt, slå græsplænen og nippe visne blomsterhoveder af både i haven og i krukkerne.

Alt det skulle ske efter en uge i sommerhus, hvor der ikke var lavet noget i haven. Vejret var ikke med mig. Ugen forinden havde det regnet og blæst kraftigt, så der var blæst mange blade og grene ned. Det måtte så fjernes, før jeg kunne gå videre med det planlagte arbejde. I bedene var jorden tung efter den massive regnmængde, så det var næsten umuligt at luge, det tog i hvert fald ekstra tid. 

En formiddag blev jeg ringet op angående et problem, som jeg måtte tage mig af omgående. Nu var der kun en dag til indvielsen, og jeg følte stadig jeg manglede meget, så jeg måtte prioritere mine opgaver. Græsset blev slået, gruset i gårdspladsen revet, så det overordnede indtryk var i orden. Men gik man i dybden og kiggede dybt i blomsterbedene kunne man finde både ukrudt og visne blomster – og hækken nåede jeg heller ikke at klippe.

Dette skrevet på baggrund af, at vi i menighedsrådet modtager en del klager over kirkegården.

Vedgået, vi har af forskellige årsager været bagud med mange ting, men jeg synes også, der er blevet rettet op på rigtigt mange af dem. Som helhed synes jeg vi har en fin kirkegård, men jo, der står ukrudt nogle steder, der er hække, der ikke er klippet og der kan være blomster, der ser trætte ud.

Men som i min (og jeres egen) have, kan der også på kirkegården opstå ting, der besværliggør det daglige arbejde. Vejret, sygdom, ferie, henvendelser og aktiviteter, der gør, at det daglige arbejde bliver forstyrret, og man når ikke det, man gerne ville. 

Men som personale, bliver man ramt på sin faglige stolthed, når man gang på gang bliver udsat for kritik af ens arbejde. 

På en kirkegård er der mange følelser, der spiller ind. Når man kommer og ser til sine kære vil man gerne, at gravstedet ser pænt ud. Det vil vi også gerne i menighedsrådet, men samtidig vil vi også gerne værne om vores ansatte – og der står vi i et dilemma, men der skal ikke herske tvivl om, at vi hele tiden gør vores bedste.

Man er selvfølgelig altid velkommen til at rette henvendelse til menighedsrådet, hvis der er noget man undrer sig over, så vil vi svare så godt vi kan, og forhåbentlig skabe en større forståelse for, at der nogen gange kan være ting, som ikke er optimale.

Lige for tiden arbejder vi i menighedsrådet med standarden for kirkegården, og så snart arbejdet er afsluttet, vil resultatet blive meldt ud til menigheden.

God sommer til alle.

På vegne af menighedsrådet
Ulla Kronborg Jørgensen, formand.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed